Klassedannelse

Princippet omhandler klassedannelse i forbindelse med førskole, skolestart, klassedeling og klassesammenslag.

Der dannes en klasse for hver påbegyndt 29 elever. Elevtallet i en klasse må på planlægningstidspunktet ikke overstige 28 elever.

Klassedannelse til førskolestart pr. 1/3 og skolestart

Målet er at fordele eleverne i grupper til start i førskolen pr. 1. marts. Og efterfølgende skabe bedst muligt grundlag for dannelse af grupper/klasser til 0. årgang.

Børnehaven, som kender børnene, laver grupperne, som sendes til skolen sidst i januar.

Grupperne sammensættes ud fra følgende principper:

Børnehaven arbejder med læringsgrupper i deres daglige aktiviteter. Det er igennem dette arbejde, at pædagogerne får indblik i, hvem der er gode for hinanden i læringssituationer. Husk der kan være forskel på, hvem man arbejder godt sammen med, og hvem man leger godt med.

Det er vigtigt, at barnet føler sig tryg i skiftet mellem børnehave, førskole og skole. Derfor tilstræber vi, at barnet har mindst en god ven i basisgruppen. En god ven, som pædagogerne skønner, barnet er trygt ved og har en god relation til.

Basisgrupperne er som udgangspunkt ikke de kommende klasser. Igennem hele førskoleforløbet bliver der arbejdet pædagogisk og professionelt med børnene. Og tiden bliver brugt til at vurdere, hvordan grupperne fungerer i praksis, både socialt og i de læringsaktiviteter der er i løbet af dagen. Personalet vil i løbet af perioden vurdere, om der skal afprøves nye konstellationer.

De endelige grupper/ klasser som starter i 0. klasse til august, bliver sammensat i juni måned.

Procedure vedr. overlevering

September: De første møder mellen børnehave, skole, PPR, forældre vedr. børn med særlige behov afholdes. Der er sparring med skolen om tvivl ved evt. skoleudsættelser.

November: Børnehaven afholder en forældresamtale med kommende skolestartere. Til disse samtaler udarbejdes overleveringsskemaer til det enkelte barn. Disse overleveringsskemaer gives videre til førskolen med forældres samtykke.

Januar/ februar: Ved behov kan der afholdes overleveringsmøde med børn med særlige behov.

Februar: Afholdes der forældremøde på skolen vedr. opstart på førskolen. Førskolens struktur og personale bliver præsenteret.

Maj: Der afholdes et uformelt "åben hus"-arrangement i børnehaveklasserne.

Juni: De endelige klasser til skolestart i august laves og udmeldes til forældrene.

August: Forældremøde i børnehaveklasserne

Klassedannelse i forbindelse med klassedeling og klassesammenslag

Sammenslag af klasser finder sted, hvis det skønnes nødvendigt af pædagogiske, økonomiske, sociale eller andre hensyn.

Følgende bør forsøges opfyldt:

  • Der skabes et godt arbejds- og læringsmiljø i klassen.
  • Eleverne oplever at have venner i klassen.
  • Klasserne sammensættes ud for en betragtning om, at mangfoldighed er et gode, og elevernes resurser fordeles jævnt i klasserne.
  • Forældrene får mulighed for at være i dialog med skolen for at kunne drøfte hensyn og evt. ønsker i forbindelse med klassedannelserne. Hensynene forsøges imødekommet, såfremt de harmonerer med ovenstående punkter.