Trivselspolitik

Blicherskolens trivselspolitik skal fremme elevernes trivsel og forebygge og imødegå mistrivsel og mobning.

Skolens arbejde med trivsel tager sit udgangspunkt i en anerkendende tilgang og en forståelse af, at sammenhænge, helheder og mønstre i relationer, er styrende for den måde begivenheder udvikler sig på.

Det betyder, at det er vigtigt

  • at se på, hvordan vi fungerer sammen.
  • at forstå det, der sker i en sammenhæng
  • at det er vigtigt at være nysgerrig på konteksten for situationer og episoder.

Det er ved at åbent at undersøge menneskers kommunikation og indbyrdes handlinger, at man kan få øje på muligheder for, at vi kan få det bedre sammen.

Det er derfor grundlaget for skolens arbejde med trivsel at se på mulighed for forandring af situationer i deres kontekst frem for at placere skyld.

Det gælder om at fremme respekt for forskelligheder, anerkendelse af hinandens oplevelser og et fælles ansvar.

Antimobbestrategi:

Mobning er et problem, der vedrører os alle, om vi er mobbere, ofre eller passive, det er noget vi skal løse i fællesskab. Alle har et ansvar for og del i denne indsats, både elever, forældre, lærere og ledelse.

Vores indsats på skolen kræver opbakning. Det forebyggende arbejde er en løbende proces i hverdagen. Det er ikke først når tingene går skævt, at der skal gøres en indsats.

Ved mobning forstår vi psykisk eller fysisk chikane, hån, trusler, udelukkelse eller vold rettet mod en person over længere tid. Mobning kan udføres af enkeltpersoner eller grupper.

For at forebygge mobning arbejdes der i alle klasser med de sociale kompetencer generelt og aktuelle problemstillinger gennem bl.a. ”Fri for mobberi”, ”De 7 kompetencer”, klassemøder, klasseregler, legegrupper ect.

Vi har desuden hvert år en trivselsdag for hele skolen, hvor målet er at skabe gode relationer på tværs af klasserne og at skabe et sammenhold, som gør, at den enkelte elev får fornemmelsen af at høre til og være en vigtig del af hele Blicherskolen.

Om Digital mobning:

En del af de konflikter, der kan opstå i en gruppe er de senere år flyttet ind på de sociale medier. Det betyder, at også den del er vigtig at tage alvorlig. Her gælder de samme mekanismer, opmærksomhedspunkter og udfordringer som i den fysiske verden. Nogle problematikker kan her forstærkes og kompliceres af, at vi ikke står ansigt til ansigt med hinanden, når vi kommunikerer der. Det gør, at det bliver endnu mere vigtigt med både det forebyggende og konfliktopløsende arbejde. Vores antimobbestrategi naturligvis også gælder for den digitale mobning.

Gode råd til forældrene

Forældre, som viser engagement og er gode rollemodeller, er helt afgørende.

Det er vores opfattelse, at hvis alle skal trives i skolen, er det nødvendigt, at alle parter arbejder på at få det til at lykkes. Derfor er forældrenes rolle ualmindelig vigtig. Vi har brug for din hjælp som forældre og vil
opfordre til, at I følger nogle gode råd:

  • Tal med dit barn om skolen og spørg, hvordan det har det lige nu. Spørg til kammeraternes trivsel i klassen. Lyt.
  • Snak positivt om de andre forældre, børn, lærere og pædagoger.
  • Vis interesse for skolen og klassen.
  • Fortæl den gode historie om klassen. Fokusér på klassens styrker og italesæt dem.
  • Reagér hvis du fornemmer mistrivsel – kontakt klasselæreren eller klassepædagogen.
  • Vær opmærksom på dit barns brug af sociale medier.
  • Vær åben når der opstår konflikt. Lyt og imødekom dit barn. Men husk at der er flere oplevelser af en konflikt.
  • Hjælp med til at nedtrappe konflikten.
  • Fokusér på løsninger frem for skyld.
  • Bevar roen – tag ansvaret fra barnet.
  • Sørg for at kommunikationen er mundtlig, så konflikten ikke udvikler sig. Man kan så nemt misforstå og optrappe på skrift. Se i øvrigt skolens kommunikationspolitik.

Det kan I forvente af os

Vi benytter redskabet klassetrivsel.dk til at undersøge undervisningsmiljøet i klasserne.

Resultaterne herfra bruges til at iværksætte relevante indsatser.

  • Vi arbejder systematisk på at opdage mistrivsel, og vi tager altid henvendelser om mistrivsel alvorligt.
  • Vi vurderer og handler med konstruktivt fokus på fællesskabet og barnet i hver enkelt situation - med henblik på at håndtere konflikter, mistrivsel og mobning.
  • Vi samarbejder internt på skolen og har indsatser omkring inklusion og AKT (se Inklusionsstrategien).
  • Vi samarbejder med eksterne parter som familieafdelingen og PPR.
  • Vi arbejder med trivsel for at forebygge mistrivsel. Nogle af de redskaber vi bruger er:
    • Klassetrivselsundersøgelser
    • Sociale arrangementer
    • Gode fællesoplevelser
    • Trivselsdag