Sundhedspolitik
Sund og varieret mad kombineret med aktive bevægelsesvaner har betydning for børns indlæring og koncentrationsevne.
Blicherskolen ønsker at gøre elever og forældre bevidste om vigtigheden af dette, samt tænke sund kost og bevægelse ind i alle mulige aspekter af undervisningen.
Kost
Børnenes grundlæggende daglige kost er et forældreansvar. Skolen forventer, at børnene har spist morgenmad, inden de møder om morgenen, samt at børnene har madpakker med til hele dagen. Det anbefales, at madpakken har et sundt og mættende indhold.
Vi opfordrer til og understøtter, at børnene drikker vand dagen igennem, samt benytter sig af muligheden for køb af skolemælk til de, der ønsker dette.
I skole- og SFO-tiden spiser eleverne ikke slik og kage, samt indtager sukkerholdige drikke. Dette fraviges ved særlige lejligheder på skolen og fødselsdage.
Forældre opfordres til, at der tænkes i et sundt alternativ ved evt. uddeling på fødselsdage, samt at det blot er en lille ting. Retningslinjer for uddeling ved fødselsdage er, at er der mulighed for at lave aftaler i den enkelte klasse/forældreråd.
Energidrikke er ikke tilladt på skolen, da fødevarestyrelsen fraråder, at børn og unge indtager disse.
Bevægelse
Vi har fokus på bevægelse. Lærere og pædagoger er rollemodeller og medvirker til igangsættelse af fysiske aktiviteter i frikvarterer, idrætstimer og i undervisningen. Bevægelse tænkes ind hvor det er muligt – både ude og inde. Det tilstræbes at eleverne bruger kroppen aktivt flere gange i løbet af skoledagen.
Der er etableret legepatrulje, hvor elever fra 5. klasse er uddannede til at være igangsættere af lege for elever i de mindre klasser. Et meget populært og velfungerende tiltag.
Skolen har tradition for afvikling af idrætsdag og Skolernes Motionsløb. Disse dage arrangeres i afdelingerne.
Desuden er vi cykelskole.
Da Blicherskolen ligger 10 km uden for Randers by, er vores muligheder for at besøge attraktioner i byen størst, når eleverne kan transportere sig selv. Vi lægger derfor stor vægt på, at alle børn bliver fortrolige med at cykle i trafikken. Dette sker gennem færdselsundervisning i skolen og er afhængig af, at du, som forælder, støtter op ved at sikre, at dit barn har en cykel til rådighed, som er funktionsdygtig og lovlig.
Godkendt som princip på skolebestyrelsesmøde den 26. marts 2020.